Sommerskole i udlandet
Har du lyst til at studere i udlandet, men er ikke klar på at tage afsted et helt semester, så kan et sommerskoleophold være en oplagt mulighed for dig.
Sommerskoleophold finder typisk sted i juni, juli eller august måned. Her tager studerende afsted i 3-4 uger for at færdiggøre omkring 5-10 ECTS point i udlandet. Læs nedenfor de to grundlæggende måder at tage på sommerskole i udlandet på.
Sommerskoleophold: Udveksling
Den første – og letteste – måde er at gøre brug af de sommerskoleaftaler, DTU allerede har. Så betaler du ikke for undervisningsafgiften i udlandet, og du kan få hjælp til ansøgningsprocessen af kontoret for International Uddannelse.
Hvis du bruger denne mulighed, skal du følge de samme procedurer, som hvis du skal søge ud på et almindeligt semesterophold (udveksling) i udlandet - se her hvordan.
DTU har på nuværende tidspunkt et begrænset antal sommerskoleaftaler – se hvilke fra 15. januar ved at søge på Beyond Borders og vælge "Summer University" under "Period of Stay". Vil du have en ide om hvad der kommer til at blive udbudt (inden 15. januar), kan du se tidligere summer schools ved at lave samme søgning inde under 'Search in travel reports' fanen.
Krav
For at få tildelt en plads til et sommerskoleophold stiller DTU krav om, at du skal kunne overføre ECTS point fra dit ophold til din uddannelse på DTU.
DTU stiller ingen krav om, at du skal have opnået et specifikt antal ECTS point inden afrejse. Dog bør du altid tjekke værtsuniversitetets hjemmeside i forhold til eventuelle optagelseskrav de kan stille for at blive optaget på deres sommerprogram.
Vær opmærksom på at det kun er muligt at blive tildelt en udvekslingsplads per sommer.
Sommerskoleophold: Selvarrangeret
Den anden måde er, at du selv arrangerer dit sommerskoleophold i udlandet. Procedurerne for dette er præcis de samme, som hvis du laver et selvarrangeret udlandsophold. Det betyder, at du som regel selv betaler undervisningsafgiften i udlandet, men at du kan ansøge om udlandsstipendium.