Visum og bolig

Universitetet i udlandet kan ofte hjælpe dig med visum og bolig. 


Visum

Er du dansk statsborger, har du oftest kun brug for et visum, hvis du skal på udveksling uden for EU. Påkræves et visum til din destination vil du typisk få tilsendt en formular eller lignende fra det udenlandske universitetet, som du skal bruge i din ansøgning.

Derudover skal dit pas naturligvis være gyldigt i hele din studieperiode i udlandet - og til tider, endnu længere. Du skal som regel søge visum via ambassaden for det pågældende land, og du vil selv skulle dække eventuelle administrationsgebyrer.

Når du rejser ud på et studievisum, skal du være opmærksom på, at det ofte er et krav, at du er fuldtidsstuderende under dit ophold, som det for eksempel er tilfældet i USA. Det vil altid være dit ansvar at søge visum og at sørge for, at du opfylder alle betingelserne tilknyttet dertil, så husk derfor at sætte dig ind i dette i god tid inden afrejse.



Bolig under dit ophold

Værtsuniversiteterne vil i nogle tilfælde kunne hjælpe dig med bolig på campus. Derudover har du også muligheden for at finde bolig på egen hånd. Det kan nogle gange være svært, hvis man ikke kender kulturen og den by, man skal til, særlig godt. Vi anbefaler derfor, at studerende læser nogle af de hjemvendte udvekslingsstuderendes rejserapporter igennem, da de tit har erfaringer at dele på netop dette område.